23948sdkhjf

Ekstra krav om sikkerhed ved netkøb bliver skudt 18 måneder

Efter opråb fra danske netbutikker tillader Finanstilsynet en overgangsperiode på 18 måneder til nye regler.

De danske netbutikker får en overgangsperiode på 18 måneder til at leve op til nye EU-regler om ekstra sikkerhed ved køb på nettet.

Det oplyser Finanstilsynet på sin hjemmeside.

Forlængelsen skal sikre, at overgangen ikke skaber forstyrrelser for de danske netbutikker.

Reglerne stod til at træde i kraft 14. september og ville blandt andet betyde, at forbrugerne i højere grad end tidligere ville blive bedt om at indtaste en sms-engangskode, når de køber på nettet.

Men mange netbutikker har ikke været klar til ændringerne, og de ville i vidt omfang være afskåret fra at modtage betaling. 

Derfor har det været nødvendigt at give en overgangsperiode, da det ellers havde været en dyr omgang for mange butikker.

Sådan lyder det fra Henrik Sedenmark, chefkonsulent hos Dansk Erhverv.

- Hvis reglerne var trådt i kraft i næste uge, ville risikoen have været, at butikkerne ikke kunne sælge varer i en periode på i værste fald 18 måneder.

- Det kunne have resulteret i, at nogle butikker ville være gået ned, siger han.

Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH) har for nylig opfordret til en udskydelse, som en række andre lande i EU også har sagt god for. 

Direktør Niels Ralund forklarer, at det især har været uklarhed omkring betalinger på abonnement eller betalinger i flere dele, hvor de tekniske løsninger ikke er på plads. 

Han er derfor glad for, at der nu er 18 måneder til at løse problemerne. 

- Rigtig mange forbrugere handler på udenlandske webshops, og det ville de i endnu højere grad have gjort, hvis de danske butikker var blevet ramt af de her regler nu, siger han. 

Både Dansk Erhverv og FDIH er positive omkring reglerne, der har som formål at sikre netbutikkerne mod at tabe penge, hvis svindlere køber varer hos dem.

De danske butikker skal nu leve op til reglerne 14. marts 2021. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.083